Jane Kønig smykker med historie og personlighed
Jane Kønig laver smykker der bærer på noget. Hver kollektion udspringer af en idé, et minde eller en periode, og det er en del af grunden til at smykkerne bliver ved med at føles personlige, også år efter de er købt. Det er ikke smykker der følger en trend og forsvinder igen med den.
Formsproget er skandinavisk og enkelt, men med en kant og en legende detalje der gør, at man kan kende et Jane Kønig smykke på afstand. Snoede og flettede former, geometriske linjer og de karakteristiske hoops går igen på tværs af kollektionerne, og det er også derfor smykkerne kan købes lidt ad gangen uden at komme til at støde mod hinanden.
Historien bag Jane Kønig
Jane Kønig blev uddannet beklædningsdesigner fra Danmarks Designskole i 1986. Allerede under uddannelsen begyndte hun at designe smykker og accessories til sine egne tøjkollektioner, og det var smykkerne der endte med at tage over. Efter designskolen gik hun guldsmedevejen, og den kombination af mode og håndværk er stadig tydelig i alt hvad brandet laver.
I 1989 åbnede hun sin første butik og sit første værksted i Møntergade i det indre København, og det år regnes som brandets start. I dag har Jane Kønig flagskibsbutikker i København, Aarhus og Oslo, og på værkstedet laver Jane og guldsmedene stadig unikasmykker og smykker i 14 karat guld ved siden af de faste kollektioner.
Guldcenter var den første guldsmed med Jane Kønig
Vi var den første guldsmedeforretning der fik lov til at forhandle Jane Kønig, og vi har fulgt brandet lige siden. Det betyder også, at vi kender sortimentet fra dengang det var betydeligt mindre, og at vi ved hvilke designs der er blevet ved med at være i produktion, og hvilke der kom og gik igen.
Det er en af de ting vi bruger mest, når nogen står i butikken og skal have noget der passer til et smykke, de købte for fem eller ti år siden.
V-ringen og de designs der blev klassikere
V-ringen er et af de første designs og stadig et af de mest genkendelige. Den er båret af kvinder i alle aldre og har været en stor del af brandets gennembrud. Ved siden af den ligger en håndfuld andre designs, der er blevet ved med at blive produceret år efter år, blandt andet de flettede ringe og de forskellige hoops.
Det er værd at vide, når du køber. Klassikerne bliver ikke taget ud af sortimentet, så du kan bygge videre på dem senere. De små sæsonserier kommer og går, og der kan det bedre betale sig at slå til, hvis noget rammer plet.
Øreringene sælges enkeltvis
Det er en af de ting der overrasker de fleste første gang. Jane Kønig sælger størstedelen af sine øreringe som enkeltstykker og ikke som par. I praksis betyder det, at du selv bestemmer hvad der skal sidde i hvert øre.
Har du flere huller, kan du samle et helt øre af forskellige designs. Har du kun ét hul i hvert øre, kan du enten købe to ens eller gå efter det asymmetriske look med en stor i det ene og en lille i det andet. Det giver også en mere overkommelig indgang til brandet, fordi du kan starte med én ørering i stedet for et helt sæt. Se udvalget under Jane Kønig øreringe.
Lovetags, smykker med personlig betydning
Lovetags er brandets mest ikoniske koncept og nærmest synonymt med Jane Kønig. Det er små tags med bogstaver og symboler, som du sætter sammen efter hvem og hvad de skal stå for. De fås som vedhæng, armbånd og halskæder, i sølv, i guld og i guld med diamanter.
Styrken ved dem er, at de kan bygges op over tid. Man starter typisk med ét tag og lægger flere til, efterhånden som der kommer navne, børn eller mærkedage til. Det gør dem til en oplagt gave, man kan give igen, og det er også derfor vi ser dem gå igen ved konfirmationer og runde fødselsdage.
Sølv, forgyldt sølv eller guld
De fleste designs findes både i sølv og i forgyldt sølv, og enkelte serier laves i 14 karat guld. Valget handler mest om hvad du har i forvejen, for det er nemmere at holde sig til én farve, end at blande uden en plan.
Rent praktisk holder sølv bedst til dagligt brug, fordi det kan pudses op igen når det bliver mat. Forgyldt sølv giver guldets udtryk til en brøkdel af prisen, men overfladen slides og skal på et tidspunkt lægges om, hvilket vi klarer på værkstedet. Skal smykket bæres hver eneste dag i mange år, er guld det eneste der bliver ved med at være guld hele vejen igennem.
En enkelt kollektion er desuden lavet i stål. Stål er hårdere end sølv og tåler mere, men det kan til gengæld ikke pudses eller ændres på samme måde, så størrelsen skal rammes rigtigt fra starten.
Ringe, halskæder, armbånd og vedhæng
De ikoniske Jane Kønig ringe er lavet til at bæres flere sammen, og de er nok den kategori hvor brandet er mest kendt i udlandet. Til halsen finder du halskæder i flere længder og vedhæng der kan skiftes ud efter humør.
Vil du have noget om håndleddet, ligger Jane Kønig armbånd i samme formsprog, så de falder naturligt sammen med resten. Og leder du efter noget til en særlig pris, er der også udgående modeller.
Find dine Jane Kønig smykker hos Guldcenter
Prismæssigt spænder sortimentet bredt, fra en enkelt ørering til de større stykker i guld, så det er både et sted at starte og et sted at blive ved. Det er også et af de brands hvor kunderne oftest kommer tilbage efter det næste stykke i rækken.
Er du i tvivl om ringstørrelse, materiale eller hvilke Lovetags der passer sammen, er du velkommen til at skrive eller ringe til os. Og kigger du forbi butikken i Jyllinge, kan du prøve smykkerne på og se dem sammen, inden du beslutter dig.


























































































